Rødder tilbage fra jernalderen
Historisk set er lirekassen og lirekassemændene er et stykke spændende Danmarkshistorie, der i dag er blevet til en levende kulturarv.
I lirekassens storhedstid blev instrumentet kaldt for et positiv og lirekassemændene for positivspillere.
Orglet er et af verdens ældste musikinstrumenter
Lirekassen har rødder helt tilbage til det tredje århundrede før Kristi fødsel. Det er den periode vi i Danmark kalder førromersk jernalder.
På den tid opfandt grækeren, Ktesibios, fra byen Alexandria i Egypten, et pibeorgel, hydraulis, drevet af vand. Orglet fungerede på den måde, at vand fra en beholder eller et vandfald, trykkede luft ud til piberne.
I det andet århundrede efter Kristi fødsel blev teknikken afløst af en oppustet læderpose, som vi kender fra sækkepiben. Først i det sjette århundrede dukkede blæsebælgen op.
Portativet
Orglet var et populært musikinstrument op gennem tiden. Og i middelalderen blev der bygget store og prægtige orgler i mange kirker.
Men orglerne fandtes også i små udgaver, der kunne transporteres. Disse orgler blev kaldt portativer efter det latinske ord portativ. Navnet forandrede sig siden til positiv, og under det navn var de små transportable orgler kendt i århundreder.
Det mekaniske orgel
Ideen til det mekaniske orgel opstod sandsynligvis engang i 1500-tallet. Jesuitterpræsten Athanasius Kircher bragte i 1650, i bogen, Musurgia Universalis, tegninger og beskrivelse af et mekanisk orgel, drevet af vand. Orglet skulle efter sigende stamme fra Rom og være bygget i 1598.
Det mekaniske miniorgel, portativet, positivet – eller som det nu kaldes, lirekassen – blev efter alt at dømme opfundet af orgelbyggeren, italieneren Giovani Barbarie fra Modena sidst i 1600-tallet eller omkring år 1700. På fransk kaldes instrumentet da også, orgue de barbarie.
Princippet med et mekanisk instrument, der drives med et håndtag, var allerede kendt og brugt på det gamle strengeinstrument der kaldes en lyre.
Melodien blev i starten af lirekassens historie frembragt ved hjælp af en stiftvalse, der sørgede for at lukke luft ind til de rigtige piber.
Fra en gammel italiensk samling kendes en lirekasse fra sidst i 1600-tallet. Lirekassen har 24 piber og en stiftvalse, der kunne spille 12 forskellige melodier.
I Mirecourt i Vogesen i Tyskland byggede man først i første halvdel af 1700-tallet et såkaldt fugleorgel eller en serinette. Orglet var et miniatureorgel med oprejste piber af tin. Orglet blev hurtigt populært og udbredt.
De fattiges musik
Den første der satte positivet i produktion i Tyskland siges at være lirekassebyggeren, Johann Daniel Silbermann, der levede fra 1717 til 1766. I 1790 blev de første lirekasser bygget i Berlin, der er kendt som orgel og lirekassebyggernes Mekka. Der har været omkring 45 lirekassebyggere i byen – nu er der kun en tilbage.
Oprindelig blev lirekassen båret i en rem omkring halsen. Siden kom en etbenet støtte til og siden og sidst 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet lirekassevognen.
Lirekassen blev brugt på gaden, til markeder, i cirkus, i kirken, i saloner, og kunne desuden spille op til dans. Lirekassen blev derfor op gennem 1700-tallet og i 1800-tallet et populært instrument i europæiske byer som Berlin, Paris og Rom, men instrumentet blev også snart kendt og brugt i London i England og i amerikanske storbyer som New York, Boston, Philadelphia og Chicago. Lirekassemusikken var de ”fattiges musik”.
Stiftvalser og musikruller
I starten fungerede lirekassen med stiftvalser, der kunne åbne og lukke for ventiler til orgelpiberne. Systemet er godt beskrevet af den tyske orgelbygger, Ignaz Bruder, der levede fra 1780-1845.
Valselirekasserne havde dog den begrænsning, at en valse kun kunne spille få melodier ad gangen. Desuden var valserne kostbare og tunge.
Det var noget af en landvinding, da franskmanden Claude Felix i 1842 fandt ud af, at erstatte stiftvalsesystemet med et papirrullesysten. En melodirulle med stansede huller, der bestemmer luftgangen til orgelpiberne. Systemet blev patenteret, men blev først rigtig udbredt i 1880érne, da firmaet Welte begyndte at producere lirekasser med musikken liggende på papirsruller. Noget, der dengang gav helt nye muligheder for at medbringe og spille flere forskellige melodier. Og for at få nyt musik på repetoriaret til en rimelig pris.
Selve lirekassen er ofte forsynet med 20, 26 eller 31 toner. Noderne til tonerne er stanset ud som huller i en papirrulle. Rullen er typisk 11 til 21 centimeter bred og omkring 30 meter lang. Papirrullen kan højst spille i 10-12 minutter, så skal den skiftes og rulles tilbage inden den igen kan bruges.
Den halvautomatiske lirekasse
Men i 1970érne skete der er revolution på området – den elektroniske udvikling. Tyske orgelbyggere begyndte, at installere hukommelsesbokse, mikrobokse, i lirekasserne. Her kunne musikken ligge som midi-filer. Og i 1980 lancerede den tyske orgelbygger Hofbauer den computerstyrede lirekasse. Lirekassens lyd blev ikke forandret, den var stadig autentisk. Men lirekassemanden leverede nu kun luft til orglets blæsebælg. I dag kan musikken ligge på SD-kort eller mobilen, hvilket giver moderne lirekassemænd uanede muligheder for at medbringe en stort udvalg af musik.
Et drejeorgel
Instrumentet har gennem tiden haft en del kæle – eller øgenavne. I Tyskland kaldes det et portativ, et drejeorgel eller en lirekasse, i England et valseorgel. Og i Amerika et gadeorgel.
I Danmark kaldtes lirekassen til langt op i 1900-tallet et positiv. I københavn blev lirekassen også kaldt et gårdorgel. Øgenavnet lirekasse stammer fra instrumentet drejeliren, der var kendt og brug til langt op i 1700-tallet. Udøverne blev kaldt liremænd og lirendrejere.
Musikken
Lirekassen har en helt speciel lyd, der stadig er med til at sætte stemning og give oplevelser i byer som Paris, Amsterdam og Berlin.
I 1700- og 1800-tallet var det ofte det vi kender som klassisk musik eller salmer, der blev spillet på lirekasserne. Berømte 1700-tals komponister som Haydn, Handel, Mozart og Bach har alle komponeret musik specielt beregnet til orgel og lirekasse.
Mozart gik endog så vidt, at han kaldte orglet for ”instrumenternes konge”.
I Danmark var melodierne på lirekasserne ofte kirkesalmer og fædrelandssange, ballader og revyviser. Men også Hjalmar og Hulda, Jens Vejmand, Manden på Risten, Mor Danmark og Violer til Mor har været på repertoiret.
Lirendrejer
Nogen musikker er lirekassemanden ikke. I Danmark blev han tidligere kaldt en positivspiller, spøgefuldt og hånligt en, lirendrejer eller liremand. I de sidste 60-70 år er ordet lirekassemand det mest brugte.
I Danmark blev lirekassen anvendt af myndighederne som en social foranstaltning. For at hjælpe krigsinvalider og andre handicappede, der havde svært ved at forsørge sig ved almindeligt arbejde. På den måde kunne de tjene en skilling. Lirekasserne blev blandt andet bygget hos de danske orgelbyggere H. Petersen og Fehrenbach i København.
Lirekassens endeligt
Sidst i 1800-tallet nåede en mindre udgave af lirekassen, sammen med selvspillende pianoer og spilledåser, ind i de finere borgerlige stuer. Her underholdt den mekaniske musik med betegnelser som Ariston, Organette og Polyphon, husets beboere og gæster, indtil opfindelsen af grammofon og radio blev deres skæbne.
Endnu op gennem første halvdel af 1900-tallet, blev der dog drevet lirekassespil i Danmark. Der blev spillet på markeder og i gårde. Her holdt lirekassemændene dog pause mellem klokken 12 og 13. Så var der nemlig middagskoncert i radioen. – Den konkurrence var svær at hamle op med.
I 1943 var der 18 lirekassemænd tilbage i København. Seks år efter var tallet halveret. Kort tid efter var lirekassemusikken forsvundet fra bybilledet.
