Positivspil et gammel erhverv
Positivspilleren
Op gennem 1800-tallet og i begyndelsen af 1900-tallet, var lirekassen en del af gadebilledet både i Vest- og i Østeuropa. Lirekassemændenes historie spejler ganske godt både samfund og sociale forhold gennem tiden.
Lirekassemændene, eller positivspillerne som de blev kaldt, var ofte rejsende sigøjnere eller børn af de rejsende. Nogen af dem medbragte en levende abe.
Allerede først i 1800-tallet, blev lirekassen udnyttet kommercielt også herhjemme. Dengang fik Danmark besøg af en række udenlandske gøglere, sigøjnere, tatere og skøjtere. Nogen af de rejsende blev senere til de cirkusslægter vi har haft i Danmark.
Et anerkendt erhverv forbeholdt danskerne
De fremmede måtte ikke optræde på markederne, det måtte derimod de danske lirekassespilere, eller positivspillere som de blev kaldt. Hvis spillerne ellers var forsynet med de fornødne tilladelser, et markedspas, en øvrighedstilladelse og tilladelse fra den stedlige politimester.
En forordning fra Slesvig Holsten fra 1811, omtaler et forbud mod spil af enhver art, både hasardspil, men også en forbud mod positivspil omhandlende: ”De der uden at have lært musik som kunst, rejser om for at lade sig høre”. Forbuddet gjaldt ”fremmede positivspillere, omvandrende musikanter og sangere af mands- og kvindekøn”.
Straffen for ulovlig optræden, tiggeri og vagabondering var op til seks måneders fængsel og for udlændingenes vedkommende udvisning af Danmark.
Reglerne lød i Slesvig Holsten i 1931: ”Der må ikke udstedes pas til omrejsende linedansere, markskrigere, taskenspillere, gadesangere, musikanter, forevisere af perspektivkasser, sjældenheder og dyr, kedelflikkere – såkaldte kammerjægere – det være sig indlændinge eller udlændinge – til at berejse markeder eller i øvrigt til rejser i hertugdømmerne”.
Undtaget fra reglerne var dog hjemmehørende positivspillere og skærslibere.
Positivspil var på den måde anerkendt som et erhverv. Med udstedelsen af de nødvendige tilladelser fulgte imidlertid også betingelser og pligter. Tilladelsen var personlig og kunne ikke overdrages til andre. Positivspilleren måtte desuden ikke tage sin familie med på rejsen.
Lirekassen som social foranstaltning
I midten af 1800-tallet var Danmark i krig med Preussen og Østrig. Vi endte med at tabe 1/3 del af Danmark i 1864. 1500 soldater var døde og 3400 sårede.
Dengang var der ikke noget der hed førtidspension eller invalidepension. Og med så mange sårede krigsveteraner og krigsinvalider stod både soldaterne og Danmark med et stort problem.
Tiggeri var forbudt, men positivspil blev betragtet som et erhverv. Myndighederne fandt derfor på, at udstyre krigsinvaliderne med et markedsbevis, der gav adgang til at optræde på markeder, hvor tiggeri og optræden ellers ikke var tilladt. Krigsinvaliderne kunne desuden være heldige at låne eller leje en lirekasse af myndighederne eller af en orgelbygger. Samtidig modtog de 50 kr. om året.
For at komme i betragtning til at udøve positivspil som erhverv, skulle ansøgeren være i besiddelse af en lægeattest for uarbejdsdygtighed, samt erhverve et markedsbevis. Men ikke nok med det, den stedlige politimester skulle også give tilladelse.
Lirekasse- eller positivspillerne, måtte kun spille i private gårde og på andre private områder, hvor de havde fået tilladelse. – Ikke på offentlig vej eller plads. Blev reglerne ikke overhold, kunne både spiller og lirekassen anholdes. – I en eller flere dage.
I gentagelsestilfælde kunne det ende med, at positivspilleren fik inddraget sin tilladelse til at spille og fik inddraget det eftertragtede markedspas.
På de betingelser kunne invaliderne forsøge at skaffe sig føden som positivspillere. Det skønnes at en positivspiller kunne tjene 12-15 kr om måneden.
Krigsveteraner måtte ikke spille i uniform
Nogle af krigsinvaliderne spillede i starten gerne i deres gamle, mørkeblå uniformsjakke med krigsmedaljerne på brystet. Det blev imidlertid forbudt allerede i 1870. Og i ”Bestemmelserne for positivspillere i København”, fra 1893 er denne anmærkning tilføjet: Den, der ombærer positiv, må ikke være iført uniform eller nogen til sådan hørende genstand.
Det er derfor en skrøne, at krigsveteranernes uniform skulle have givet givet anledning til, at lirekassemændene i Danmark, i nyere tid, som landevejsridderne, ofte optræder i en jakke fyldt med emblemer og medaljer. Hvis man iagttager det billedmateriale der findes, vil man se, at de fleste danske positivspillere ofte var tarveligt klædt i almindeligt tøj.
Ikke altid velsete
Med til lirekassemændenes historie hører, at de ikke altid var lige velsete. De musikalske oplevelser positivspillerne leverede var af varieret karakter. På Kalundborg Museum findes en gammel lirekasse/positiv, bygget af en elev af den berømte orgelbygger, Johann Daniel Silbermann, Johann Gottlob, Wagner i Dresden i 1786. Lirekassen der sandsynligvis er Danmarks ældste, tilhørte i mange år Kalundborg by. Lirekassen blev brugt til udlån. Den sidste der lånte lirekassen til selvforsørgelse var ”Peter Rubin”. På det tidspunkt, fortælles det, spillede lirekassen så falsk, at folk betalte ham for at lade være med at spille.
I Svendborg holdt man åbenbart heller ikke meget af lirekassemusikken. I 1874 skrev amtmanden til myndighederne, at han gerne så, at der ikke blev givet tilladelse til bjørnetrækkere, forevisere af abekatte, italienske drenge, savoyarder, positivspillere og gadesangere, der løber fra dør til dør.
En blandet flok
Først i 1900-tallet var positivspillerne / lirekassemændene en blandet flok. Dels var der rejsende fra sydeuropa, der forsørgede sig ulovligt med lirekassespil. Desuden var der ifølge politiets efterretninger også danske lirekassemænd, der ikke altid holdt sig på lovens grund. Fra 1902 stammer denne efterlysning:
-Positivspiller Carl Nielsen, kaldet Sprællekarl, ca. 50 år gammel, almindelig højde, noget førladen, har en kroget arm, blondt eller rødligt overskæg, rejser sammen med et fruentimmer omkring i provinsen som positivspiller, hvorved han benytter et positiv, som han for længere tid siden har lånt for nogle få dage og senere undladt at tilbagelevere. Han bedes pålagt uopholdeligt at tilbagelevere positivet til ejermanden, og hvis det skulle vise sig, at han har afhændet det, bedes han anholdt og telegrafisk underretning til Københavns Politi.
Lirekassemændene forenede sig
Måske var et blakket ry en af grundene til, at foreningen ”Danske rejsende Positivspillere” blev dannet. En slags fagforening, der skulle sikre positivspillerne gennem selvjustits. Ideen var, som det står skrevet i foreningen regler fra 1909, at ”Medlemmerne skal arbejde sammen i broderskab og fortrolighed, så de kan forvente befolkningens og politiets agtelse”.
Ingen der udnyttede krøblinge, kunne optages medlem af foreningen. Ligesom foreningen ikke ville have, at medlemmer, der ikke var krigsveteraner, bar uniform eller medaljer. Medlemmerne måtte heller ikke opstille ”fotografier af en hel børneflok”, hvis de ingen børn havde. Det var desuden forbudt at bære afholdsnåle, hvis man ikke var medlem af en afholdsforening. – Kort sagt al falsk reklame, plat og svindel, var forbudt.
Det kostede fire kroner om året at være medlem af foreningen, og den årlige generalforsamling blev holdt på Skt. Knuds Marked i Odense.
Socialreformen afskaffede positivspillere og lirekassemænd
I 1930érne var der omkring 130 positivspillere / lirekassemænd tilbage i Danmark. Krigsveteranerne var ved at forsvinde, men en socialreform i 1933, gjorde det muligt for efterkommerne af positivspillere, at overtage retten til at spille på markeder. Hermed kunne også kvinder – enkerne – ernære sig ved lirekassespil.
Midt i 1900-tallet var antallet af lirekassemænd skrumpet kraftigt ind. Lirekassemændenes histore var på vej til at blive talt. De gamle lirekassemænd, der havde myndighedernes tilladelse til at udøve erhvervet faldt bort. Radio og tv blev desuden en del af den folkelige musikalske underholdning.
I 1970 indførtes kontanthjælpen og førtidspensionen. Samfundet begyndte at tage mere vare på de svage og spændte et sikkerhedsnet ud under de uarbejdsdygtige. Lirekassen havde i over 100 år fungeret som social foranstaltning for syge og handicappede. Nu var det slut.
Cibrino tog arven op
Slut var lirekassespillet dog ikke helt. Enkelte ildsjæle og gadegøglere har siden holdt liv i den levende kulturarv som lirekassespillet er.
En af dem Rottekongen Cibrino, der kaldte sig selv for Danmarks sidste gadegøgler. De sidste 30 år af sit liv, fra 1979-2009, bragte han lirekassen med Danmark rundt, sammen med sine dresserede rotter.
Lirekassen lever endnu
De seneste årtier er interessen for lirekassen blusset op. I Tyskland dyrkes klassisk lirekassemusik på højt plan. Der spilles kirkekoncerter på fantastiske instrumenter. Selv om der ikke længere er 2000 lirekassemænd i byen Berlin – er der dog stadig fire lirekassebyggere tilbage i Tyskland.
I Danmark er lirekasser og lirekassemusik blevet en hobby og biindtægt for ældre, ildsjæle med hang til nostalgi, socialt samvær og hygge.
Lirekassen lirer mekanisk de samme melodier af. Enten hader man instrumentet eller også elsker man det.
Lirekassens runde, bløde toner, der kan minde om panfløjte, harmonika, violin eller trompet skaber en stemning, som intet andet instrument er i stand til.
Tonerne sætter kulør på tilværelsen, vækker minder og giver sindet fred.
Copyright: Nils Svalebøg