Gadegøgler og lirekassemand
© Nils Svalebøg
I anden halvdel af 1900-tallet var der ikke mange lirekassemænd tilbage i Danmark. Men heldigvis gik den levende, gamle kulturarv ikke tabt. Det skyldes ikke mindst gadegøgleren, Rottekongen Cibrino, der startede ud med et rottecirkus, men siden fik lirekassen med og havde den med overalt, hvor han optrådte i Danmark fra 1970érne til først i 2000-tallet.
Cibrino var et forunderligt menneske. Hans borgerlige navn var Carlo Peter Grønbæk Sørensen. Han blev født i 1920 og døde i 2009. Midaldrende og ældre mennesker, vil huske ham fra gågaderne i de store danske byer, hvor han til midt i 1980érne var en fast del af bylivet.
Et hårdt liv
Cibrino var kendt for at være både velbegavet og veltalende. Men han havde en hård barndom og led af epilepsi Skolelæren mente Cibrino var dum, og lægen at han nok var mongol. Oven i det var han ved at dø af meningitis. Cibrino klarede sig dog igennem.
Han blev gartnerelev. Siden blev han gift og lånte 15 kroner af sin svigerfar. Pengene skulle bruges til at købe en forretning. – Hvad svigerfaderen ikke vidste var, at forretningen var en skærsliberbør.
En tid ernærede Cibrino sig som skærsliber, men blev syg og fik polio. I 1945 fik han tilkendt invalidepension.
Men den var ikke til at leve af, så Cibrino begyndte at gøgle. Han fik foden inden for på Dyrehavsbakken, hvor han var med i flere numre. I 1945 gik Cibrino i gang med at dressere et par geder. Tanken var at han ville optræde i Cirkus Scott. Det blev nu aldrig til noget, for Cibrino fandt ud af, at han kunne tjene noget mere ved at optræde med gederne rundt omkring i gårdene. Ved den lejlighed fandt han på kunstnernavnet Cibrino, som han senere tog som efternavn. Hvorefter hans borgerlige navn blev Peter Cibrino.
Gederne blev solgt. Derefter optrådte Cibrino i en årrække både med duer, hunde, lopper og en abe.
Rottekonge
Allerede som syvårig havde Cibrino stiftet bekendtskab med Kaptajn Jeno, der havde et rottecirkus. I 1947 fik Cibrino lov til at købe et par rotter af Kaptajn Jeno. Dem gik han i gang med at dressere.
Cibrino fandt ud af, at rotterne var meget kloge og sociale dyr. De tog sig af hinanden og de var hurtige til at lære numre – meget hurtigere end for eksempel en hund ville kunne lære.
Efter en omtumlet tilværelse med gøgl og fiduser blandet med fast arbejde, endte Cibrino med at tjene til dagen og vejen ved at optræde med rottecirkus. Rotterne kunne gå på line, køre hinanden i barnevogn og springe gennem små ringe. I 1978 kom lirekassen til og blev en trofast fælgesvend på turene rundt i Danmark og i Norge, som Cibrino også besøgte.
Politiet og skattevæsenet var jævnligt efter Cibrino. En stående bemærkning når Cibrino optrådte var: Rotterne udrydder man med gift – festoriginalerne med lovparagraffer.
Døde rotter og kalv med to hoveder skaffede penge
Problemet med Cibrinos lirekasse – og andre gamle lirekasser var – at de spillede med papirruller. Rullerne kan kun spille få numre, så skal rullen spoles tilbage, før man kan starte igen. Det satte sin begrænsning på udvalget af musikstykker og gjorde det svært, at spille et bestemt stykke musik.
I 1970érne skete der imidlertid er revolution på området. Den elektroniske udvikling satte ind. Tyske orgelbyggere begyndte, at installere hukommelsesbokse, mikrobokse, i lirekasserne. Her kunne musikken ligge som midi-filer. Og i 1980 lancerede den tyske orgelbygger Hofbauer den computerstyrede lirekasse. Lirekassens lyd blev ikke forandret, den var stadig autentisk. Men lirekassemanden leverede nu kun luft til orglets blæsebælg, mens computer, elektronik og magnetventiler klarede resten.
Rottekongen og lirekassemanden, Cibrino, måtte selvfølgelig også have en af de nye halvautomatiske lirekasser. Nogen billig fornøjelse var de nye lirekasser ikke. Men Cibrino, havde et ønske om at få bygget en af de nye lirekasser med hukommelse, og anslog i et avisinterview, at den nok ville koste en halv million.
For at skaffe pengene, satte Cibrino i 1986 en stor del af sit jordiske gods til salg på Sagførerauktionerne i Århus. 171 effekter, der blandt andet talte 13 udstoppede og udklædte rotter, en rumsterstang og en udstoppet kalv med to hoveder.
I 1987 anskaffede Cibriono den eftertragtede computerstyrede lirekasse. Den kostede ikke en halv million – men alligevel den nette sum af 120 000 kr. Men så indeholdt kassen også ikke mindre end 80 melodier, der kunne spilles efter ønske. Og blev efter sigende Cibrino´s femte lirekasse.
Det var stort dengang – i dag kan der snildt ligge flere tusinde melodier i en halvautomatisk lirekasse.
Et smil koster ikke noget
Cibrino levede af at sprede glæde og godt humør, med rotter og lirekasse. Men han var også noget at en filosofisk poet, selv om han havde svært ved at skrive. – Om smilet skrev han rammende og smukt:
“Et smil koster intet, men giver meget.
Det gør den rig, som modtager det, uden at gøre den fattigere, der giver det.
Der kræver blot et øjeblik, men minder om det kan leve for bestandigt.
Ingen er så rig eller mægtig, at han kan undvære det – og ingen er så fattig, at han ikke kan blive rig ved det.
Et smil skaber lykke i hjemmet, fremmer god vilje i forretninger og er venskabets besejling.
Det giver hvile for den trætte, opmuntrer den nedtrykte, er solskin for den bedrøvede og er naturens bedste lægemiddel mod bekymring.
Alligevel kan det ikke købes, tigges, lånes eller stjæles, for det har kun værdi, når det gives.
Nogen er for trætte til at give dig et smil.
Giv du dem det. – For der er ingen der trænger mere til et smil end den, der ikke længere har et smil at give til andre”.
Rottekongen Cibrino måtte lægge op i 1997, helbredet skrantede og en hjerneblødning sendte ham på plejehjem.
Cibrino døde i 2009, 88 år gammel. Han er begravet ved Rold Kirke. Den fire ton tunge gravsten, han havde fået sat op årtier før sin død, er prydet af en rotte iført høj hat.
Til begravelsen spillede en af Cibrinos venner og lirekassearvtagere, lirekassemand Jørgen Rosland, Largo af Händel, da kisten blev båret til graven.