Kendt borgmester fik elimineret lirekassemændene
© Nils Svalebøg
Også i USA var lirekassen engang kendt og udbredt. Som i Europa var lirekassen en social foranstaltning. For en stor del var det italienske emigranter, der med myndighedernes tilladelse, klarede dagen og vejen med lirekassespil som erhverv.
I Manhattan, hvor der boede en del italienere, ernærede ikke mindre end 5% sig som lirekassemænd.
Allerede først i 1930érne havde lirekassemændene, trængt af opfindelser som grammofonen og radioen, imidlertid udspillet deres rolle. Det mente i hvert fald den kendte borgmester i New York, F. H. LaGuardia. Selv om han, ligesom de fleste lirekassemænd i New York, var af italiensk oprindelse, var han godt træt lirekassemændene, som han mente gav byen problemer. I marts 1935 var han med til at sætte en stopper for nye bevillinger.
Et gammelt brev fortæller historie
Nyligt dukkede der et gammelt brev fra 1935 op på en auktion. I brevet til Ruth Osborn belyses sagen af LaGaurdia på denne måde:
– I denne sag fornemmer jeg, at lirekassespillet som institution for længst har overlevet sit formål. Der var engang, hvor det rigtignok var den eneste måde, at bringe melodiske toner i ørerne på mange mennesker. Imidlertid blev phonografen taget i anvendelse for en generation siden. Bagefter blev radioen almindelig i brug og forsynede os med alt slags musik.
I mellemtiden blev offentlige koncerter meget almindelige og er nu en etableret institution. Vi har gratis koncerter i parker, biblioteker og andre offentlige steder. Når det handler om musik, opfylder lirekassemændene ikke længere et nødvendigt behov.
Tillige er de trafikale forhold helt anderledes end de var, da hånd-orglerne var på deres højeste. Faktisk udgør de i mange distrikter en livsfarlig trussel for børn, der er fristet til at samles rundt om lirekassemændene og følge dem i gaderne. – Trods tilstedeværelsen af automobiler og lastbiler.
Der er også andre grunde til at eliminere hånd-orglerne. Der har fundet et betydeligt misbrug sted. Der har været tilfælde af ågerkarle som lejede instrumenterne ud til uhyggelige summer. For at stoppe en sådan praksis, har det været nødvenligt med licenser.
Hvad jeg protesterer imod er, at en by som New York, skal give licens eller tilladelse til enhver person til offentligt tiggeri. Ethvert gebyr byen tager er ikke andet end en procentdel af offentligt tiggeri. Det er denne fremgangsmetode jeg protesterer imod og vil stoppe.
For et år siden stoppede jeg en lignende praksis. Jeg fandt ud af, at byen havde indgået kontrakter med omrejsende musikanter, der skulle spille på byens færger. Der var helt klart et eksempel på licens til at tigge på byens ejendom.
Hvis du iagttager de foregående grunde, tror jeg, du som mig vil mene at de helt klart vægter tungere end de ringe sentimentale grunde der er til at forsætte med licensering af lirekassespillere.
Glemt og kendt
Sentimental var borgmester F. H. LaGuardia ikke. Han holdt uden tvivl af et pænt byrum. Byens forsømte parker blev på hans ordre, på kun et år, forvandlet til veltrimmede områder. Lirekasser og lirekassemænd i New York måtte vige for udviklingen i byen, gramofonen og radioen. Lirekassemændene husker ingen længere – borgmesteren vil huskes til evig tid. Han lagde nemlig siden navn til LaGuardia lufthavnen ved New York.