Myter og fakta

Der er myter og fakta omkring lirekassemandens påklædning. At lirekassemændene optrådte i uniformer fra krigene i 1800-tallet er en delvis myte. Lirekassemændene talte i sidste halvdel af 1800-tallet og først i 1900-tallet en del krigsveteraner, hvoraf nogle optrådte i uniform. Men allerede i 1870 blev det ved lov forbudt at optræde i uniform. Og i ”Bestemmelserne for positivspillere i København”, fra 1893 er denne anmærkning tilføjet: Den, der ombærer positiv, må ikke være iført uniform eller nogen til sådan hørende genstand (medalje).

En lirekassemans jakke med medaljer er derfor ikke en kulturhistorisk overlevering. Ligesom den høje hat, der benyttes af mange lirekassemænd, tilsyneladende ikke kan føres længere tilbage end til nogle af Englands 1800- og 1900-tals lirekassemænd og til den danske, rottekonge Cibrino.

Sandheden er at lirekassemændene ofte var tarvelig klædt i almindeligt tøj. Ikke som i dag, hvor tøj og udklædning i farverig stil udgør et personligt image.

Udtrykket, at blive slået til lirekassemand, skal ses i lyset af, at lirekassemændene ofte var handicappede medmennesker, der kunne mangle både ben, arme eller være blinde.

Talemåden var altså en trussel om, at sådan kunne man ende, hvis man blev slået / tæsket til lirekassemand.

Myter og fakta? Mange forbinder lirekassemanden og lirekassen med en levende abe. Og en del lirekassemænd optræder i dag med abedukker eller abe-handskedukker.

Det er dog en skrøne, at hver lirekassemand havde sin egen abe. I gamle dage medbragte de danske lirekassemænd ingen aber. Nogle af de sigøjnere og savoyarder, der optrådte med lirekassen rundt om i verden i 1800-tallet og først i 1900-tallet havde en abe med. – Men langt fra alle.

Tilbage i 1700-tallet var det almindeligt, at savoyarderne, der vandrede med lirekasse ofte medbragte et tamt murmeldyr, som på maleriet her, der stammer fra 1716 og er malet af Antoine Watteau.

Betegnelsen lirekasse relaterer til det ældgamle instrument liren. Liren eller lyren er et strengeinstrument, der også kendes i form af en mekanisk drejelire. Et instrument båret og spillet af rejsende gademusikanter til op i 1700-tallet.

Historisk set støder vi på tilnavne og efternavne som Lirendrejer og Liremand. Navne der vidner om de spillemænd, der drejede musik på en lire.

Drejeliren forsvandt omkring samme tid, hvor drejeorglet (lirekassen) blev udbredt. Da instrumentet som drejeliren havde et sving (håndtag), der lirede musikken af, blev kassen, der lirede musik af, naturligvis til en lirekasse. Et navn og begreb brugt i folkemunde – for hos myndigheder, orgelbyggere og musikudøverne gik instrumentet under et helt andet officielt navn, nemlig et positiv. Navnet kommer af det latinske ord portativ, der betyder et lille transportabelt orgel.

Roden til betegnelsen lirekasse skal findes i det gamle folkelige instrument drejeliren.

En flot udsmykket lirekasse er et festligt og smukt syn. Her kan lirekassemændene sætte deres eget præg på kasse, vogn og omgivelser. Skilte, flag, dukker, figurer, blå kaffekander – det kan være en sport i sig selv, at finde lidt sjovt ekstraudstyr til lirekassen.

Den traditionelle, gamle lirekasse var for det meste ret enkel i sit udseende. En simpel trækasse med et håndsving. Men der findes også udstyrsstykker med små figurer, der danser til musikken og andet.

I dag forbindes lirekassen altid med den velkendte lirekassevogn. Men det er en myte og ikke fakta, at de to ting altid har hørt sammen.

I århundreder bar lirekassemanden / positivspilleren instrumentet i en sele om skulderen. Lirekasserne var forholdsvis store, så det har krævet en god fysik at bære og spille på instrumenterne.

De største lirekasser var dog forsynet eller kunne forsynes med et etbenet stativ, der blev sat fast under lirekassen. På den måde kunne lirekassen støttes mod jorden og lirekassemanden aflastes, når han spillede.

Lirekassevognen kom til i anden halvdel af 1800-tallet. Nogle er bygget specielt til lirekasserne, andre var hjemmebyggede trillebører, ombyggede barnevogne, trækvogne eller rullestole.

Måske har du hørt udtrykket, “at spille til hatten” og tænkt på, hvad det betød?

Når en lirekassemand, eller en anden gademusikant, spiller til hatten, så optræder han eller hun i håbet om, at tilskuerne vil lægge en skærv i hatten, posen, kaffekanden – eller, hvad der nu er tilfældigt er opstillet til formålet.

Tiggeri er forbudt og lirekassemanden forlanger ikke betaling for sin optræden. Men bliver selvfølgelig glad for en lille påskønnelse.

I gamle dage levede hele familie af de penge lirekassemanden spillede i hatten. I dag, hvor kontanter stort set er afskaffet, arbejder lirekassemanden ofte på opgave-honorar. Går der lidt i “hatten” bliver der måske til en ny melodi til kassen.