Steinkjer-positivet: en norsk lirekasse
Steinkjer-positivet eller Stenkjær-lirekassen fra Norge er den eneste nordiske lirekasse, der har været produceret i et større antal. I modsætning til de tyske lirekasser der blev produceret af professionelle orgelbyggere, blev Stenkjær-positivet fremstillet i en lille norsk by, af lokale, håndværkere og spillemænd.
Det mekaniske orgel, lirekassen / positivet har været kendt i Norge, siden landet var en del af Danmark. I 1700-tallet sælges serinetter / fugleorgler og positiver. I Norske Intelligenssedler tilbydes i 1786 “et smukt og velindrettet positiv til købs”.
I år 1800, tilbydes i Bergens Adressecontoirs Efterretninger, underholdning hvor “byens respektive selskaber og borgerlige familier” tilbydes “puppespil” dukketeater, samt “at høre adskillige stykker af et positiv”. I Trondhjems borgerlige Realskoles alene-priviligerede Adressecontoirs-Efterretninger tilbydes i 1820, “et stort positiv med to valser med hver 15 melodier, til købs”.
I år 1800, tilbydes i Bergens Adressecontoirs Efterretninger, underholdning hvor “byens respektive selskaber og borgerlige familier” tilbydes “puppespil” dukketeater, samt “at høre adskillige stykker af et positiv”. I Trondhjems borgerlige Realskoles alene-priviligerede Adressecontoirs-Efterretninger tilbydes i 1820, “et stort positiv med to valser med hver 15 melodier, til købs”.
Urmager, musiker og komponist
De første italienske positivspillere, gæstede samtidig Oslo, som dengang hed Kristiania. De underholdt med musik og viste billeder med laterna magica. – Siden rejste de op langs Norges vestkyst, for at tjene til føden der. Hvilke instrumenter italienerne bragte med sig, og hvor de kom fra, fortaber sig i tågen?
Hvad vi ved er, at tyskeren Johann Daniel Silbermann byggede mekaniske orgler / positiver i første halvdel af 1700-tallet, og at tyskeren Ignaz Blasius Bruder startede en produktion af mekaniske orgler i Waldkirch i 1806.
Lirekassen / positivet var altså allerede godt kendt i Norge, og det er ikke utænkeligt, at norske orgelbyggere har bygget og solgt lirekasser, inden Thomas Fosnæs fra Stenkjær, der var musiker, komponist og urmager, byggede den første norske Stenkjær-lirekasse omkring 1850. – Sandsynligvis efter model af en af de norske – eller tyske lirekasser – som han skilte ad.
Musik til folket fra folket
Der var brug for musik til almuen i Norge, men lang vej til de tyske orgelbyggere og lirekassefabrikker der kunne levere et positiv, der var et værdsat instrument til fest og dans. Tillige var de tyske instrumenter meget kostbare. Thomas Fosnæs begyndte at bygge flere lirekasser af lokale materialer. Da han havde brug for messingstifter til valsen og messingbeslag til lirekasserne, henvendte han sig til de to brødre Christian og Tørris Tharaldsen, der var gørtlere og arbejdede med metal. Blandt andet lavede de blink og fiskeredskaber til de velhavende englændere, der besøgte området for at fiske laks i Ogna- og Byaelven.
Christian Tharaldsen, der både var gørtler og finsnedker, lærte lirekassebyggeriet af Thomas Fosnæs og begyndte at bygge lirekasser sammen med ham. I folketællingen fra 1865 betegnes han som instrumentmager, og i 1867 begyndte han at bygge sine egne lirekasser. Thomas Fosnæs komponerede musikken og satte den på valsen, for det bunne Christian Tharaldsen ikke finde ud af. Da Thomas Fosnæs døde i 1870, forsatte Christian Tharaldsen, sammen med sin bror Tønnis, produktionen af lirekasserne.
Byggede 400 lirekasser
Der var en god efterspørgsel på de norske Stenkjær-lirekasser, og instrumentmager Christian Tharaldsen, som han nu betegnede sig, producerede lirekasser / positiver i stor stil. Han nåede at bygge omkring 400 af de 600 lirekasser, der blev bygget af lokale nordmænd i området Trønder områden fra midt i 1800-tallet til først i 1900-tallet. De sidste 200 blev bygget af 16 andre nordmænd, der havde luret kunsten af og brugt Steinkjer positivet som model.
En hemmelig metode
De første lirekasser byggede Tharaldsen af fyrretræ, senere anvendte han valnød og mahogni.
Tharaldsens lirekassebyggeri var sat i system. En af de lokale lavede piberne, en anden den transportkasse der altid fulgte med lirekassen. Jacob Sakariassen Skefte, skomager fra Stenkjær, og Theodor Bentzen, teglværksmester, satte musik på valserne, det havde de lært af Thomas Fosnæs. Metoden var hemmelig, interesserede fik ikke lov til at se, hvordan det foregik. Musikken var for det meste vals eller anden dansemusik fra lokalområdet.
Christian Tharaldsen lavede det indvendige i lirekasserne og hans bror Tørris den udvendige kasse og udsmykningen.
Lirekassen blev bygget i tre modeller / størrelser, der alle havde flere registre, Modellerne blev kald Lillesprælle, Mellemsprælle og Storsprælle, de havde henholdsvis 22, 25 og 28 skalatoner.
I 1887 fik Christian medalje for en lirekasse på en udstilling i Trondheim, og på amtudstillingen i Trondheim i 1891 vandt Christian Tharaldsen anden præmie “for smukt og nøjagtig listearbeide, snedkerarbeide og messingarbeide på et positiv/lirekasse”.
Den norske by Stenkjær / Steinkjer var, i over 50 år, metropol for en fabrikation af norske lirekasser / positiver.
Solgt fra sejlskibe
Stenkjær var også berømt for byggeri og sejlads med jægter, et fragtskib med sejl, der transporede varer op langs den norske kyst. Jægterne kan kædes sammen med lirekassebyggeriet. Der blev bygget 1300 jægter i Stenkjær-området. Efter gammel skik skulle der holdes tre fester, inden en jægt kunne komme ud på sin jomfrurejse. Her var der brug for lirekassen, så der kunne spilles op til dans. Var der ikke lirekassemusik til festerne, kunne det betyde ulykke for skibet. Lirekassen skulle også med på jomfrurejsen. Det var også skik, at et jægt havde en lirekasse ombord. Den spillede under sejladsen og når skibet lå ved kaj, mens der blev losset eller læsset fragt. Mange af de lirekasser / positiver, der blev produceret i Stenkjær blev solgt fra en af jægterne, der ofte havde lirekasser ombord eller tog bestillinger med hjem. Derfor endte mange af lirekasserne rundt om i Nordland, hvor de spillede til dans for ungdommen – eller var med til at skaffe føden til positivspillere.
Jækterne, der sejlede med tømmer nordpå langs kysten i Nordland, havde et særligt forhold til lirekassen, Stenkjær-positivet. Denne er fyldt med tørfisk, der ofte var returlast fra det nordlige Nordland.
Laksefisker og guide
Navnet Stenkjær stammer fra vikingetiden. Stenkjærselven løber fra fjorden gennem byen, inden den godt to kilometer fra udløbet, skiller sig i to, Bya-elven og Ogna-elven. I elvene var det et godt laksefiskeri, og i Stenkjærselven var der bygget et kunstigt stenkar / stenkjær, en laksegård, beregnet til fiskefangst.
Lirekassebyggeren, Christian Tharaldsen var i øvrigt en ivrig sportsfisker. Der er sandsynligvis ingen der har fanget så mange laks i Ogna og i Byaelven som ham. Han guidede de velhavende englændere, når de i 1800-tallet kom til Ogna og Bya for at fiske laks og fremstillede fiskeredskaber / blink af messing til de engelske lystfiskere.
På sine ældre dage kom han i kontakt med englænderen kaptajn Molyneux der organiserede fiskeri for engelske adelsmænd. Tharaldsen fungerede som guide på en af kaptajnens fisketure, og det skulle blive Tharaldsens sidste tur som guide.
Kaptajnen krogede en laks på 6-8 kilo, men da Tharaldsen ville gaffe fisken, ramte gaffen linen og fisken blev mistet. Kaptajnens temperament løb af med ham, han greb sin vadestav og slog Tharaldsen over ryggen. Kaptajnen fortrød det med det samme, slog sin fiskestang mod en klippe og forsvandt ind i skoven. Tharaldsen fik siden erstatning, men det blev Tharaldsens sidste fisketur med kaptajnen, selv om de forblev venner.
Brændte de sidste lirekasser
Først i 1900-tallet faldt efterspørgslen og prisen på de norske lirekasser / positiver. Christian Tharaldsen lagde op flyttede ned i nærheden af Kristiania / Oslo. På sine gamle dage blev han meget troende og religiøs. Han tog afstand fra lirekassemusikken og lirekasserne, han havde bygget. Det var måske djævelens værk – fest, musik og alkohol? I hvert fald brændte han de sidste lirekasser han havde på lager. – Mange af de gamle Stenkjær-lirekasser er gået tabt, i dag regner men med, at der eksisterer omkring 50 Stenkjær-positiver.
Det digitale museum
Historien om det ikoniske Stenkjær-positiv, er et enestående stykke norsk og international kulturhistorie, der er værd at bevare for eftertiden.
Harald Sakshaug fra Steinkjer, har samlet fakta om Stenkjær-positivet, mændene bag instrumentet, og den musik der lå på lirekasserne. Det er blevet til et digitalt museum, som du kan besøge her: www.steinkjerpositiv.no
Positivspilleren, “Ariston” Per, fra Trondheim med et Stenkjær positiv, der kendes på frontens intarsia med den karakteristiske rhombe. Billedet stammer fra omkring år 1900.
Som det fremgår af billedet, er den korrekte, historiske betegnelse et Stenkjær-positiv. Først i 1925, ændrede en retskrivningsreform stavemåde og udtaleform fra dansk klingende Stenkær til norskklingende Steinkjer.