På Djurgårdssletten på Djurgården ved Stockholm kunne man i henved 40 år, fra 1895-1934 opleve lirekasseparret Djurgårds-Kalle og Emma. Sådan benævnes de, selvom der nok var en bedre grund til at kalde parret Djurgårs-Emma og Kalle. Dels er det god skik at nævne damerne først. Dels tilhørte lirekassen Emma, som havde optrådt 15 år på Djurgårdssletten, inden Kalle kom ind i billedet. – Uden Djurgårds Emma havde der aldrig været en Djurgårds-Kalle.

Djurgårds-Emma

Djursgårds-Emma hed egentlig Emelia Gustava Sjöström. Hun var født i 1869. Hendes far hed Sven Magnus Sjöström. Han havde været bjergsprænger, men blev blind ved en sprængningsulykke. For at tjene til dagen og vejen, begyndte han at spille lirekasse.

Sidst i 1870érne lejede han en lirekasse af en tysk positivspiller, der hed Echstein. Lejen var to kroner om dagen. I 1880 blev lirekassen skiftet ud. Sven Magnus Sjöström købte sin egen lirekasse af en italiensk positivspiller, der var blevet træt af at spille. Kassen, en tysk Gebrüder Bruder fra 1875, blev købt på afbetaling. Prisen var 400 kr. Et anseeligt beløb på den tid.

Startede som 11-årig

Med lirekassen drog Sven Magnus Sjöström, og datteren Emma, der på det tidspunkt var 11 år, rundt i Stockholms gader, hvor de spillede og sang. De tog også toget og optrådte i forskellige byer i Midtsverige. Men favoritpladsen var Djurgårdssletten på Djurgården, hvor de havde deres egen standplads.

Arvede lirekasse, men manglede makker

I 1895 døde Emmas far, Sven Magnus Sjöstrôm. Emma arvede hans lirekasse. Måske havde faderen været syg inden sin død?  Emma prøvede nemlig, allerede et stykke tid før faderens død, at finde en ny musikalsk partner, der kunne dreje lirekassen og synge. Hun have afprøvet et par “Kaller”, men uden held.

I 1892, som kun 23-årig, havde Emma taget et plejebarn, en dreng på 13 år. Honoreringen var 84 kr. om året. Om hun tog drengen i pleje af omsorg, for pengenes skyld, eller i håb om at finde en ny makker til lirekassen og sin optræden – står hen i det uvisse? Pengene hang ikke på træerne, sidst i 1800-tallet. Enhver måtte forsørge sig selv, alternativet var kriminalitet eller fattighuset.

Djurgårds-Kalle

Samme år som faderen døde lykkedes det imidlertid Emma at finde en ny musikalsk partner der kunne bruges, han hed Axel Valfrid Lindvall, men blev kaldt Kalle. Længe havde Kalle gået omkring og sunget i gaderne i Stokholm. Kalle blev ikke bare Emmas musikalske partner, men også hendes livsledsager, i et forhold på polsk. – Sammen blev parret kendt som Djurgårds-Kalle og Emma.

Kalle fik i opdrag at dreje lirekassen oog synge. Parret sang og spillede tidens melodier, der fra tid tl anden blev skiftet ud. Melodierne talte blandt andet Sømandsvalsen, Brudevalsen, Jeanette i den grønne skov, Flyvervalsen, Fiskervalsen og Kostervalsen. Og parret sang i duet sange som Den Italienske pige og Løvebruden.

Djurgårds-Kalle.

Det fortælles, at Djurgårds-Kalle drejede svinget på lirekassen, mens han strøg sin falske moustache, blinkede med det ene øje, og sendte fingerkys til forbipasserende kvinder.

Rige af de mange års lirekassespil var parret ikke blevet. Selv om onde tunger påstod, at parret havde et stort murstenshus i et velhaverkvarter, så levede de i fattigdom. Med musik på nye opfindelser, som grammofon og radio var interessen for lirekassemusik dalet. Samtidig skulle lirekassen jævnligt forsynes med nye kostbare slagere. Gik den i stykker var det dyrt at få den lavet, hvis det kunne lade sig gøre, for det svand ind i de specialister, der kunne klare den slags. Fra tid til anden var lirekassen blevet pansat, for at skaffe penge til dagen og vejen.

Lirekasse og andre ejendele blev efter Emmas død efterladt Fattigforsorgen, som overdrog Emmas lirekasse til bymuseet i Stockholm.

Foruden lirekassen modtog museet også lirekassedækkenet en voksdug, lirekassebukken, tre indsamlingsbøsser, fem fotografier, en samling viser og skillingstryk, samt Djurgårds-Kalles falske moustache.

Det rare, gamle par

Parret er begravet sammen på Skovkirkegården i Stockholm, hvor der værnes om deres grav.